« Tilbage

Åbning af grøft og etablering af bro hul 8.

Skrevet d. 06/07-2011 af: Henrik J. Jacobsen

 

Dejbjerg Golfklub 

Hr formand Viggo Nielsen 6.7.2011 

Beskrivelse og vurdering af åbning af grøften og etablering af bro på hul 8. 

Beskrivelse 

Grøften blev rørlagt da hul 8 blev anlagt, fordi den var en kedelig og unfair forhindring så tæt på teestedet. 

Formålet med at åbne den igen skulle være dels at forskønne hullet, dels at modvirke at der står vand i lavningen over røret i våde perioder. Desuden forventes det at en bro over den åbnede grøft i sig selv vil se godt ud fra teestedet og klubhuset. 

Den rørlagte grøft går på tværs af fairway 8, ca.75 m fra gul tee, og udmunder i søen mellem hul 8 og hul 9. Den var inden rørlægningen ca.1,5 m dyb; bunden var ca. 60 cm bred og den normale vandybde ca 30 cm og skråningsanlæggene var 1:1,5 ligesom den eksisterende grøft til højre for fairway. 

Hvis grøften reetableres i samme form, som den havde før rørlægningen, og som den har nu til højre for fairway, vil den fra teestedet og klubhuset fremstå som en mørkere grøn græsbræmme; vedligeholdelsen vil kræve håndarbejde, og det vil være vanskeligt at finde og praktisk taget umuligt at spille en bold fra grøftens sider eller bund. 

Hvis disse gener skal undgås skal grøftens sider have en anlægsvinkel på 1:4, d.v.s. at bredden af grøften i terrænniveau vil blive ca. 12 m. Sråningerne vil herefter kunne maskinklippes næsten helt ned til vandkanten i fairway- eller semiroughhøjde, og bolde vil kunne spilles fra skråningerne, hvis de da ikke er rullet helt ned i vandet. Vandet vil stadig ikke kunne ses fra teestedet eller klubhuset. 

En gangbro skal være mindst 1,5 m bred og 12 m lang, medmindre den sættes nede på skråningen eller på udbygninger, bastioner på skråningerne. Rækværk er unødvendigt og vil kunne genere spillet. En slingrekant vil være tilstrækkeligt til at forhindre golftrolleys i at glide af broen. 

Hvis broen skal kunne klare en fairwayklipper skal den være mindst 2,5m bred og kunne bære en lille ton. Alternativt skal der anlægges en rørlagt overkørsel til højre for fairway, som også kan bruges af golfbiler. 

Vurdering 

Det er min vurdering, at projektet ikke bidrager til golfbanens værdi, og slet ikke i betragtning af hvad det vil koste. 

Spillemæssigt har en grøft, et vandløb på dette sted på hullet ingen værdi, tværtimod, det vil kun være til gene for den dårlige, uøvede spiller, hvis korte eller kiksede slag straffes hårdt, når det ender i bækken, og disse spillere har problemer nok i forvejen. 

En flad grøft med okkerfarvet vand, undertiden helt uden vand og i så fald kun en mudret rende er næppe en stor naturoplevelse, og en bro er under alle omstændigheder en kunstig, men undertiden nødvendig, foreteelse på en golfbane. 

Forslag 

Hvis man alligevel vil have den grøft åbnet, og ikke har noget bedre at bruge pengene til, skal man gøre det til noget ganske særligt. Så skal forløbet slynges, have varierende bredde og skråningsstejlhed, der skal lægges sten bunden og lidt op på siderne i et tilfældigt/naturligt forløb, og der skal laves et par små trin, ”vandfald” undervejs, så det virker som et tilløb til søen og spiller sammen med stensætningen her. Desuden skal vandet stemmes op i grøften inden fairway, så vandfladen ligger højere og dermed synlig, og så der er lidt bevægelse, lidt løb i vandet. Endelig skal der inden fairway sættes et filter eller nedfældningsbassin til at fjerne den værste okker. 

Beskyttelse af 9. herretee. 

Den eneste reelle beskyttelse af spillere på 9. herretee mod vildfarne bolde fra 10. tee er et 2,5 m højt sortfarvet net på højrekanten af teestedet og samme længde bagud. Samtidig flyttes stien fra 8. green over på venstre side af teestedet og her sættes også skilt og bænk. 

Der plantes endvidere højt og tæt mellem teestedet og 10. fairway, ligesom ud for dame-teestedet. Beplantningen camouflerer hegnet og kan med tiden erstatte det. 

Der bør i øvrigt fjernes så mange buske i mosen på 10. foran/til venstre for herreteestedet som muligt(lovligt), så man fra teestedet kan se mere af sidste, venstre del af fairwayen, og dermed føle sig mere tryg ved at skære mosehjørnet (mere). 

Henrik J. Jacobsen 

Golfbanearkitekt.